Styrkelse af børn og unges stemme og indflydelse i Latinamerika
Vi tror på, at de bedste forandringer for børn og unge bliver skabt i tæt samarbejde med børnene og de unge selv. Uanset om det handler om kampen for pigers rettigheder og ligestilling, uddannelse, deltagelse, forebyggelse af vold eller klimaforandringer. Det kræver, at de får den rette støtte, redskaber og adgang til at deltage i sociale og politiske udviklingsprocesser. Derfor arbejder International Børnesolidaritet for en styrkelse af børns deltagelse i alle anliggender, der omhandler dem selv. Hvor de lærer at argumentere, debattere, tage hensyn til andres holdninger og træffe beslutninger. Børn skal gøres så stærke, at de er i stand til kollektivt at kæmpe for egne og andres rettigheder. De skal have en stemme og de skal støttes i at organisere sig, så de er i stand til at stille krav og forandre. Det gælder i forhold til andre børn, i familien, i skolen, i lokalsamfundet og nationalt og internationalt.
Den primære målgruppe for vores indsatser i Latinamerika er udsatte børn og unge uanset religiøs, etnisk og politisk baggrund. Der er et særligt fokus på børn og unge, som er ekstremt sårbare herunder børn og unge som lever i hjemløshed, børn og unge som har vold tæt inde på livet, børn og unge med rødder i oprindelige folks kulturer. Men også flygtninge og migranter, misbrugere, prostituerede, og børn og unge, som er i fare for at blive hjemløse eller indgå i bandekriminalitet. Der er et fokus på piger og unge kvinder, som er særligt udsatte og sårbare. Den sekundære målgruppe er voksne og unge, der omgås eller arbejder med socialt udsatte børn og unge enten professionelt eller på frivillig basis, herunder forældre, socialarbejdere og lærere.
FN’s børnekonvention og Verdensmålene
Menneskerettighederne og Verdensmålene er vores fyrtårne. Vi forsvarer, promoverer og advokerer for internationale menneskerettighedsinstrumenter med fokus på børn og unges rettigheder, og derfor tager vores arbejde afsæt i realiseringen af rettighederne i FN’s Børnekonvention. Vi tilslutter os og promoverer Verdensmålenes fælles globale løfte om, at ingen må lades i stikken - leave no one behind - der understreger at rettighederne først er sikret, når de er sikret for alle, uanset etnicitet, køn, bopæl, alder, fysiske og mentale handikap. De, som er ladt mest tilbage, skal nås først. Dét løfte placerer udsatte børn og unge helt centralt i bestræbelserne på at nå de ambitiøse.
Vores arbejde er fokuseret om at bidrage til Verdensmål 4 (kvalitetsuddannelse), Verdensmål 5 (ligestilling mellem kønnene), Verdensmål 10 (mindre ulighed) og Verdensmål 16 (fred, retfærdighed og stærke institutioner), som alle understøtter dele af FN’s Børnekonvention.
Her arbejder vi
International Børnesolidaritet har stærke partnerskaber med organisationer i Peru, Bolivia og Costa Rica. Vi er forbundet i kampen for udsatte børn og unges rettigheder og i at skabe positive forandringer drevet af børn og unge selv. Vores partnere arbejder i stadig stigende grad sammen på tværs af lande og i regionale og internationale sammenhænge.
Oplysning og engagement i Danmark
International Børnesolidaritet laver oplysnings- og engagementsindsatser i Danmark om udsatte børn og unges vilkår og rettigheder i Latinamerika, og betydningen af FN’s Børnekonvention og Verdensmålene. Vi målretter vores indsatser til foreningens medlemmer, studerende og medlemmer af FOA, BUPL og Socialpædagogerne, og den bredere danske offentlighed. Tilsammen har de tre fagforbund 140.000 medlemmer i den pædagogiske sektor, og der er ca. 25.000 studerende på de danske pædagog-faglige uddannelser spredt ud over hele landet, og en stor del af vores oplysnings- og engagementsindsatser er rettet mod disse målgrupper.
Vores fokus på socialt udsatte og marginaliserede børn og unge i Latinamerika tilbyder et stærkt og meningsfuldt fællesskab for mange forskellige mennesker og organisationer i Danmark.