Sport og dans giver sammenhold | Børnejournalister tager ordet | |
Piger er også mennesker | Minibørnehave for prostitueredes børn | Tilbage til projektforside |
Nicaragua
Støtte
til markedsbørn
I Nicaragua må mange børn arbejde hver dag. Børnene arbejder, fordi de er nødt til at hjælpe deres familier med at tjene penge. Fattigdommen er stigende, så alle i en familie må hjælpe til – også børnene. Mange børn arbejder på markederne. Sådan er det også i Jinotega i det nordlige Nicaragua. Her arbejder ca. 1.000 børn i alderen 7-14 år. Det er ofte arbejdsdage på 10-12 timer. Det betyder, at der ikke er plads til ret meget andet. Leg og rekreative aktiviteter er der ikke tid til. Og det er kun ca. halvdelen af børnene, der går i skole. Der er ikke tid eller råd. |
|
I Jinotega har International Børnesolidaritet startet et projekt med alfabetisering af markedsbørnene. Det sker i erkendelse af, at markedsbørnene aldrig vil komme i skole, hvis de ikke først har fået støtte og en indlæring, der tager hensyn til deres liv og virkelighed. Alfabetiseringen foregår i lokaler på markedet og i mindre hold, så undervisningen bliver intensiv og effektiv. Efter alfabetiseringen skal børnene ind i det offentlige skolesystem. En alfabetiseringsklasse behøver støtte til undervisningsmaterialer: papir, blyanter, viskelædere, linealer, farver og til rekreative aktiviteter: sport, musik, dans. Et sponsorat for en alfabetiseringsklasse koster 6.000 kr. om året. |
|
Oriental Markedet i Managua er
landets største marked, og dér findes den største koncentration af
kriminalitet og vold. De mange børn på markedet må tidligt tage
medansvar for deres familier og undvære leg og skolegang. Nogle af
børnene bliver presset ud i kriminalitet og prostitution. Netop de
prostituerede piger er dårligt stillet, og mange sniffer lim for at
klare den hårde tilværelse.
International Børnesolidaritet har i de senere år arbejdet sammen med organisationen Inhijambia, som har et projekthus på markedet, hvor pigerne kan komme. Først motiveres pigerne til at opgive prostitutionen og limen; så tilbydes de en faglig uddannelse og arbejde i små produktionsværksteder. |
|
De piger, der har fået børn,
mangler pasning, mens de deltager i aktiviteterne. Pigerne har spurgt
Inhijambia om der kan oprettes en minibørnehave i tilknytning til
huset, så børnene er under forsvarlige forhold og samtidig kan blive
stimuleret.
Der skal bruges inventar og legetøj til børnehaven
og et dagligt måltid til børnene. |
|
Sport og dans giver sammenhold
I det nordlige Nicaragua er det almindeligt, at børn arbejder i landbruget eller sælger grøntsager på markedet. Nu er børnene begyndt at organisere sig og stå sammen for at kræve rimelige forhold for alle arbejdende børn. De mødes i grupper og taler om, hvordan de synes, et godt børneliv skal være. Dans og sport er med til at lære børnene organisering og sammenhold. Dansegrupperne holder opvisninger ved arrangementer og byfester, så befolkningen kan se, at fattige børn, der ikke altid bliver respekterede, kan noget, der er smukt og værdifuldt. |
|
International Børnesolidaritet støtter danse- og
sportsgrupper. De behøver sportsudstyr og dragter. |
|
Børn, der har haft et hårdt liv på markedet og somme tider med kriminalitet og misbrug af lim, har en unik viden og erfaring om livet. Det er vigtigt, at de får mulighed for at give denne viden videre for at forebygge, at andre børn ender i samme situation. Derfor støtter International Børnesolidaritet projekter for "børnejournalister" i Nicaragua. Her lærer børn at systematisere deres oplevelser og udtrykke deres tanker. De lærer også, hvordan man skruer et radioprogram sammen og bruger teknikken eller udgiver en avis. |
|
Børnene bliver også gode til at debattere og kan tage en
diskussion med en politiker om børns forhold og rettigheder eller
gå i spidsen for en demonstration, hvor børn kræver deres
rettigheder respekteret. |
|
"Jeg tør ikke sige noget i skolen, for drengene griner og gør nar af mig". Den udtalelse er der mange piger i Nicaragua, der kan skrive under på. Derfor er de begyndt at mødes i pigegrupper uden drenge. Her taler de om deres liv - om vold, overgreb, manglende selvværd og om håb og drømme for fremtiden. Men det er ikke snak det hele. De laver andre ting, som de har lyst til. De danser, syr, tegner og fester. Nogle gange mødes de med pigegrupper fra andre dele af landet og udveksler erfaringer. |
|
De piger, der deltager i pigegrupperne, er glade for det. De tør
sige noget, og det er ikke ualmindeligt, at de bliver valgt som
ledere i børneråd eller elevråd. Måske får de også mulighed
for at vælge et liv uden tidlige graviditeter og undertrykkelse. |
|