Fisk og kød Frugt Tilberedning Drikke

tilbage til ta´ verden hånden

 

Fødevarer og opskrifter

Grøntsager:

Bananer: Der findes over 100 forskellige slags bananer i verden. I Latinamerika spiser man både søde små bananer som frugt og store bananer som grøntsager. De koges som kartofler eller skæres i stykker og frituresteges. De serveres sammen med en hvid fersk ost, der minder lidt om feta.

Rodfrugter: Kartoflen kommer oprindeligt fra Sydamerika og findes i mange farver og former. Desuden spiser man Yucarødder. Begge dele koges.

Tomater: er solmodne og søde og serveres til næsten al mad. 

Avocado: vokser som en frugt på meget store træer. Enten spises de i skiver med citron og salt på eller man laver guacamole, som er avocadomos med citron, salt og olivenolie. 

Majs: er enten store og serveres i supper eller sammenkogte retter eller små sprøde minimajs. I Mellemamerika spises ofte tortilla til maden. Det er flade brød lavet af majsmel. Hvedemelstortillas kan fås i Brugsen eller Irma eller man kan bruge runde, flade brød fra tyrkiske grønthandlere.

Chili: i Nicaragua er de meget små og vokser på buske. Hvis man rører en chili og bagefter rører ved ansigtet bliver man rød og det svider. Chilien lægges i eddike og bruges i dressinger og sovser. Det skulle være godt mod dårlig mave. (Kan købes hos tyrkiske grønthandlere).
Ris og bønner er sammen med tortilla den mest almindelige mad i Latinamerika. Er man fattig, hvad mange er, er det ofte det eneste man får. Den rå ris steges i olie sammen med løg og efter nogle minutters omrøring tilsættes vandet og den koges færdig. Bønnerne er små og brune, de skal ligge i blød et døgn og koge 1 time. Bønnerne spises enten hele, eller blendede med creme fraiche til. I Nicaragua spiser man ofte ris og bønner blandet. Det kaldes gallopinto (udtales gajopinto), der betyder "Hane i farver".

Til top

Fisk og kød:

Fisk: Nicaragua er omgivet af hav mod øst og vest og man kan få en masse fisk, krabber, rejer og hummere.

Kød: Grise, køer og høns går løse rundt ude på marken eller gaden og kødet smager mere vildt end herhjemme og er mindre fedt.

Vilde dyr: Næsten alle dyr, der er så uheldige at krydse et menneskes vej er i fare for at ende på middagsbordet. Det gælder slanger, leguaner, bæltedyr, kaniner og hjorte. 

Til top

Frugt:

Mango: vokser i store mangotræer og hænger som kæmpeklaser. Når de er grønne og umodne spises de med salt. Senere bliver de modne og saftige. 

Meloner: Alle tænkelige meloner vokser i Nicaragua og de er saftige og søde.

Ananas: vokser på en lav plante, med skarpe, strittende blade.

Til top

Drikke:

Fresco er frugtsaft med vand og sukker i. Fresco laves af alle slags frugter. Man kan købe den på gaden af børn, der sælger den fra en kurv. Den er hældt i små plastikposer med isklumper i, der er bundet til. Når man skal drikke den, bider man et lille hul i hjørnet af posen og løfter posen op i luften over munden. Fresco har været den mest yndede drik. Nu er cola ved at blive mere populær. 

Kalala: vokser på en spinkel klatrende busk og kaldes passionsfrugt på dansk. Den er sort og rynket udvendig, men med små sødsure gule frø, der moses og bruges til fresco. 

Pitaya: er en frugt. Den vokser på en kaktus. Den er stærkt cyklamenfarvet og frescoen er meget smuk. Når man tisser efter at have drukket den, er tisset rødt. 

Tilberedning:

Maden steges i olie og ofte over kul. Indianerne kogte kød og grøntsager i bananpalmeblade, hvilket også giver en speciel smag. 

Et typisk måltid kan bestå af:

  • stegt kylling med ris og bønner (hver for sig).  
  • eller chili con carne med 250 g. brune bønner, 250 g. hakket oksekød, 1½ hakket løg, 1 grøn peber i tern, 1 dåse tomater, 1 hvidløg, chilipulver, salt og olie, vand. 
  • Salat (iceberg, tomatskiver, kogte rødbeder i skiver, persille med citron og salt over).
  • Tortilla skåret i stykker. 
  • Guacamole - avocadomos m. lidt hakket løg og hvidløg, olie og citron og evt. frisk hakket koriander.
  • Chili - olie-edikedressing med friske små chili i (trækker 1 uge).
  • Dertil frugtsaft i poser.
Banankage:
Lav en blanding af 2½ dl. sukker, 3 tsk. vaniljesukker, 2 tsk. bagepulver, 2 tsk. kanel, 2 tsk. kardemomme, 100 g. valnødder, 150 g. rosiner og 3 dl. hvedemel. Mos 4 bananer og rør dem i blandingen. Vand hældes forsigtigt i massen, til den har den rette konsistens. Hverken for tynd eller for tyk. Fyldes i en form beklædt med bagepapir. Bages 40-50 min. ved 220 grader.

Nicaraguanske kokosmakroner:
6 dl. kokosmel
2 dl. sukker
2 æg
rød frugtfarve
(til 20-25 stk.)
Æg og sukker piskes skummende. Kokosmel blandes i og frugtfarve tilsættes, indtil massen er lyserød.
Bages i ovn i 15 minutter ved 170 grader.
Kokosmakronerne serveres i kurve.

tilbage til ta´ verden hånden

Til top