Formål og metoder

Formål
International Børnesolidaritet har udarbejdet aktivitets- og oplysningsmaterialer til børn i alderen 5-9 år, fordi vi mener, at det er godt at danske børn får en fornemmelse af, at vi er del af en større verden, hvor ikke alle har lige vilkår. Det er ikke meningen, at børn skal føle dårlig samvittighed, men derimod opnå forståelse og indlevelse. Når de senere lærer mere om verden, vil de kunne bygge videre på det, de har oplevet som børn.

Metoder
Hjemmesiden og de øvrige materialer kan bruges helt frit, som børnene og personalet har lyst og tid til. Det er vigtigt, at aktiviteterne udspringer af interesser og lyst hos børnene og personalet. Sådan kommer livet og engagementet frem.

Vi håber, at materialet indbyder til legen, kroppen og fantasien, fordi vi tror, at det er sådan børn lettest forstår og indlever sig.

Kulturel identitet
For at kunne sætte sig ind i andre kulturer, er det vigtigt at have en oplevelse af, hvor man selv kommer fra. Arbejdet med materialet lægger op til samtaler om, børnenes egen historie og kultur. Hvordan spiser de morgenmad, hvad hjælper de til med hjemme, hvordan bor deres bedsteforældre?

Ligheder og forskelle
Der er stor forskel på børns livsbetingelser i verden. Med udgangspunkt i danske børns forhold kan man få en fornemmelse af, hvordan forholdene er for børn i den 3. verden. Legetøj og lege er gode til at illustrere ligheder og forskelle. Nogle lege bruger vi ikke mere i Danmark, men børnenes bedsteforældre brugte dem. Legetøjet er primitivt. Det meste er lavet af simple materialer og affald, og børnene kan måske selv være med til at lave noget, der ligner. Man kan sammenligne hvor mange, der bor i hvert hus, og hvor store husene er. Børnene kan lave latinamerikansk mad og tale om, hvad de spiser hjemme.
 

Samtale
Spørgsmål og samtale er vigtige i forløbet og bagefter, hvis børnene skal få en begyndende indsigt i ligheder og forskelle i livsvilkår.

Fortællingen
"Jami's fotoalbum", videofilmen og bogen om Jami kan være en god introduktion, fordi børnene får navn og ansigt på et konkret barn. Fortællingen kan også bruges, hvis man vil tale om Jami's liv og måske bygge videre på historien. Fortællinger er gode at bruge i arbejdet med temaet om børn i den 3. verden. Børnene kan være med til at bygge små forløb op, eventuelt som teater eller dukketeater.

Gem legetøjet væk
Arbejdet med materialet kan måske inspirere til at tænke anderledes om leg og legetøj. Hvad ville der ske, hvis legetøj og spil blev gemt væk i en periode, og børnene i stedet  legede med hinanden og med det, de finder i naturen og selv laver?

Tilbage til "ta' verden i hånden"