Udvekslingsbesøg mellem unge frivillige fra Nicaragua og Bolivia

Hvordan hjælper vi som unge frivillige bedst børn i vores lokalområde og styrker deres rettigheder? Dette spørgsmål var omdrejningspunktet for et 11 dages udvekslingsbesøg i Nicaragua mellem frivillige fra Bolivia og Nicaragua i marts 2017. De unge står for aktiviteter i de organisationer, der deltager i International Børnesolidaritets program (2016-2018).

For at inspirere hinanden i arbejdet, præsenterede alle deltagerne efter tur de metoder, de selv anvender for at styrke børns vilkår gennem teater, leg, kunst og aktivisme. Hver ung tog nye ideer med hjem, som kan omsættes direkte i arbejdet med børn. Den unge har desuden forpligtet sig til at dele sin nye læring med andre frivillige og medarbejdere i sin organisation. På den måde bliver ny inspiration og viden delt på tværs af organisationer, der deltager i programmet. 

“Udvekslingen gav mig ny viden og motivation. En motivation til at dele, hvad jeg har lært, med andre frivillige i min organisation og til at anvende de nye metoder, når jeg laver aktiviteter med børn.” (Juana, Nicaragua)

“Det var en spændende udveksling, hvor vi alle deltog aktivt. Jeg føler en fornyet motivation i mit frivillige engagement i min organisation.” (Juan Luis, Bolivia)


Gymnasieelever får besøg fra Latinamerika

dsc05883-2

Nydia hjælper elever med spanske gloser

To spanskklasser fra Hjørring Gymnasium og Egedal Gymnasium fik øvet spansk, danset folkedans og hørt om børns rettigheder i forbindelse med besøg af Vania Gismondi og Nydia Escorcia fra Latinamerika. De to kvinder er koordinatorer for International Børnesolidaritets arbejde i Bolivia og Nicaragua og har netop været på et 2-ugers besøg i Danmark.

Spanskklassen fra Hjørring Gymnasium fik en særlig bonus, da de kom forbi til et besøg på Det Latinamerikanske Marked en torsdag i oktober. De to gæster fra Latinamerika var nemlig til stede i deres folkedragter på markedet og fortalte om arbejdet for at styrke børns rettigheder. Eleverne afsluttede deres besøg på Det Latinamerikanske Marked med at kaste sig ud i at stille spørgsmål – på spansk – til de to gæster.

dsc05838

Vania besvarer spørgsmål fra eleverne

På Egedal Gymnasium var der både dans og samtaler om Latinamerika, da Vania og Nydia deltog i en spansktime.  Eleverne var opdelt i to grupper, hvor de stillede spørgsmål til de to kvinder. Der blev spurgt om politik, kultur og kvinders rettigheder og om, hvordan det er at vokse op som barn i et fattigt land. Der var stor spørgelyst blandt eleverne, som havde så mange spørgsmål, at ikke alle nåede at blive besvaret! ”Det var et godt og lærerigt besøg for eleverne. De fik kommunikeret med de latinamerikanske hjælpearbejdere om deres arbejde,” (citat: Lokalavisen Egedal) sagde Maria Grube, spansklærer på Egedal Gymnasium, efter besøget.