Santa Clara & Livsspillet

Santa Clara – den interaktive landsby

Jaqueline arbejder på lossepladsen. Fatima sidder i kørestol og sælger grøntsager. Francisco bærer varer på markedet. Angel bor på gaden. De lever alle i byen Santa Clara i Nicaragua og er sammen med andre børn hovedpersoner i et undervisningsforløb om børneliv i den fattige del af verden.

Børnenes liv skildres i lyd og billeder i den interaktive landsby på hjemmesiden santaclara.dk. Det er børnene selv, der fortæller deres historie. Fælles for børnene er, at de er fattige. De har et liv med arbejde og kun lidt tid til leg. Det er heller ikke alle, der går i skole. Men de har alle drømme og håb. På hjemmesiden er en række opgaver, som både kan løses individuelt og i grupper.

Besøg den interaktive landsby på: www.santaclara.dk.

Livsspillet

Der kommer ild og røg op fra bjerget, og glødende lava løber ned ad bjergsiden. Hvad gør du? Dette er blot én af de mange udfordringer i Livsspillet, som er afslutningen på undervisningsforløbet santaclara.dk.

Forudsætningerne for at spille Livsspillet er, at opgaverne i Santa Clara er løst. Livsspillet er et brætspil og kan spilles af 10-15 børn ad gangen.

Formålet er, at 5 af børnene i Santa Clara skal hjælpes til at komme i skole. I Nicaragua er der mange forhindringer, når fattige børn skal i skole. Sådan er det også i Livsspillet. Der er brug for al den viden, der er indsamlet i arbejdet med opgaverne i santaclara.dk. Og det er endda ikke nok – viden skal kombineres med solidaritet. Det kan kun lykkes at vinde, hvis alle hjælper hinanden.

Pris: 100 kr. ekskl. porto. Herefter 25 kr. pr. spil, når de bestilles samtidigt.

For bestilling skriv til ibs@ibssol.dk